Louises blog

Fællestræk for stressramte

September 19, 2018

Vi lever under forskellige præmisser som mennesker. Et af mine præmisser er, at det at være Louise betyder, at jeg kan se mig selv i nogle fællestræk. Tillad mig at uddybe senere.

Hvilke fællestræk har du? Vel at mærke hvis du har nogen…

 

Jeg ser en del fællestræk på os, der har kæmpet med stress. Jeg vil ikke sætte folk i bås, men deler mine erfaringer i håbet om, at jeg fanger dig, din kollega eller nabo før stressen fanger jer. Jeg ser ikke fællestrækkene som svagheder eller den endegyldige sandhed på hvorfor jeg og mange andre gik ned med stress, men jeg ser fællestrækkene som en naturlig del i det at være menneske.

 

Ved at jeg gør opmærksom på de fællestræk som jeg ser, ønsker jeg, at det skaber en bevidsthed hos dig med samme fællestræk. Det hjælper mig til stadighed, at huske på nogle af mine fællestræk, jeg har accepteret dem, og arbejder stadigt aktivt med dem.

Alle jeg har talt med der har været stressramte, inklusiv mig selv, har oplevet at have urealistiske forestillinger og forventninger til sig selv om, hvad der var muligt at præstere, hvilket med stor sandsynlighed har medført, at vi blev stressede. Vi opfatter os selv som mennesker, der skal yde for at opleve os selv som værdifulde. Vores handlinger er præget af perfektionisme, som bevirker, at vi sjældent oplever os selv som tilfredse med arbejdsindsatsen. Der er altid nyeting at tage fat på, og derfor kommer vi til at befinde os i et konstantarbejdspres, som har medført, at vi gik ned med stress. Derudover er det, at man ikke tager imod andres hjælp også et fællestræk som jeg stadig arbejder på at blivebedre til. Det kan være hamrende svært, at erkende hvilken type hjælp der vil gavne, og for mit vedkommende resulterede det i, at jeg ikke tog imod hjælp fra nogen, fordi det blev for besværligt inde i mit hoved. For andres vedkommende har det at tage imod hjælp været uforeneligt med at opretholde et positivt selvbillede, og derfor fortsatte de med at arbejde, fordi de kun herigennem kunne blive bekræftet i, at de er gode nok.

 

At kunne sige ”nej” kan også være rigtig svært. Jeg øver mig stadig, og det faktum at det kan være svært at sige nej i forhold til at arbejde gør, at man bliver sin egen fjende i at få skabt det manglende overblik. Det er en eller anden form for pleasingeffekt der bor i mange af os,hvor det er vigtigt at stille andre tilfredse, før vi tænker på os selv. Kontrol er også et vigtigt element i tilværelsen, og følelsen af at mangle kontrollen, ikke at have overblikket, ikke at kunne håndtere en given situation man står overfor, vækker en angst. Det er som om, at det udelukkende er gennem handlinger vi kan mærke hvem vi selv er.

 

Kan du genkende disse tanker og erfaringer hos dig selv, så kan jeg anbefale, at du laver en lille øvelse som har hjulpet mig. Skriv en liste med mindst 10 ting hvor du kan mærke dig selv, uden at du skal præstere. Min selvopfattelse gik fra at være i 2D til at være i 3D, og sågar i 4D på de rigtig gode dage.

Har du brug for inspiration til at skrive din egen liste, så kan du se de 4 første punkter på min liste:

o   Lave yoga øvelser, specielt ”Solhilsenen” grounder mig, og jeg kan mærke mig selv.

o   Dufte til noget lækkert. Lige fra en god parfume over til en nybagt kage til nyvasket tøj gør at jeg kan mærke smilet på mine læber.

o   Løse sudoku for at fastholde mine tanker.

o   At filosofere, da det er mine tankers legeplads.

Louise V. Laustsen

Sundhedsfaglig konsulent og sygeplejerske